Idabida: Tænk hvis jeg sad på månen.

Allerede da jeg var et par dage inde i mit eksperiment, sagde en af mine veninder at jeg ved at stoppe med at købe nyt tøj var illoyal overfor samfundet, og at hvis alle gjorde det samme som mig, så ville vi aldrig få gang i hjulene igen. Det har jeg så gået og tænkt over. Som jeg ser det har vi lige nu tre store kriser hvoraf den økonomiske krise er en. Den er drønvigtig fordi vi jo skal have arbejdspladser (og helst også skabe nye) for at kunne fungere som samfund. Det er no fun at all at være ledig og afhængig af andres hjælp. Men den anden krise - klimakrisen - er simpelhen også vigtig. Jeg undrer mig ofte over at det automatisk er den økonomiske krise der bliver henvist til, når man snakker om “krisen”. Den tredje krise er den sociale krise og de tre kriser, den økonomiske, den klimamæssige og den sociale, hænger dælme bare uløseligt sammen. Vi kan ikke løse det ene problem uden omtanke for de to andre; Man blir nødt til at se det hele som eet samlet system, for verden består ikke af isolerede siloer. Så når nogen siger at vi skal vækste os ud af "krisen" så skal vi passe på ikke at vækste os endnu mere ind i en anden krise. Den eksplosive vækst i Kina er ved at stagnere nu, fordi der snart ikke ikke er flere råstoffer tilbage. På en måde ret vildt at jorden selv siger cut elly. Og tankevækkende at vi nu, efter at industrien for alvor begyndte at give den gas for små hundrede år siden, er ved at have nået grænsen. Kom lige i tanke om den der vittighed hvor to planeter møder hinanden ude i rummet. Den ene ser temmelig sløj ud, så den anden planet spørger lidt bekymret hvad der er i vejen. “I have homo sapiens” svarer den sløje planet. Den betænksomme planet svarer “Ah, don't worry. I had that as well and it will soon dissappear”. Jorden skal nok sige stop – den er da ligeglad med os. Og det er –som jeg i hvert fald ser det- der hvor den tredie, sociale, krise kommer ind i billedet: Det der med at huske at elske sin næste. Det gælder både at vi skal elske vores næste generation, men også at vi skal elske dem af os som bor i andre lande. Lande hvor klimaforandringerne smadrer huse og laver høje bølger.
Så vidt jeg husker var der mild panik for nogle år siden, da kineserne havde opdaget hvor godt grisekød smager - og pludselig havde fået råd til at købe det. "Åhh nej! Kineserne må simpelthen ikke lære at spise grisekød hver dag, fordi så mange grise kan vi slet ikke producere!" Men nu er der altså heldigvis en voksende middelklasse og de vil -forståeligt nok- også gerne have kotelletter og rødvin. Så vi bliver nødt til at blive bedre til at dele.

But how? Jeg har så sindssygt svært ved at gennemskue politikernes vækstplaner og Europaparlamentets uenighed om CO2 kvoter ne – Det er imponerende at noget der i virkeligheden er så simpelt, kan være så komplekst at løse i virkeligheden.

Så tilbage til mit lille købestop, som vel udspringer af en undring over hvad der mon sker hvis nu alle holdt op med at købe for en stund for lige at reboote og mærke efter på egen krop, hvad vi EGENTLIG har brug for. Sådan rigtigt og ægte. Hvad mangler jeg? Lidt som vores bedsteforældre opdagede under besættelsen. Min mormor gemmer jo sine sugerør (jaja, hun vasker og tørrer dem, selvfølgelig). Seriøst. Det er så fjernt fra min bevidsthed at man kan genbruge “engangsting”, at “mindst holdbar til” er vejledende og at jo mindre nyt man køber, jo gladere bliver man for det man allerede har. Jeg føler virkelig at jeg (vi) står midt i et paradigmeskift hvor vi skal lære at tænke på ‘bedre’ frem for ‘mere’ og fra at tænke ‘ejerskab’ skal vi i stedet opdage at det er helt fint bare at have ‘adgang til’ (F.eks. at mange af nu bruger Netflix og Spotify i stedet for at fylde 10 hyldemeter op med dvd’er. Fordi vi er flokdyr, så det føles egentlig ikke så slemt. Men vi er også vanedyr og det at købe nyt er for mig 90% ubevidst. Desværre kan man ikke rationalisere sig til nye vaner. I hverdagen kan jeg for eksempel være super voksen omkring det faktum at cigaretter er noget værre lort, men så snart jeg får et par gintonics, så har jeg bare så meget lyst til (faktisk nærmest BRUG for) en lille fin Carrie-agtig cigaret. Dér kan jeg mærke at mine vaner er noget fysisk og hvordan mine hjerneceller drøner rundt på små motorveje inde i hovedet som kobler G&T’s sammen med cigaretter, fridag sammen med café og vigtige fester sammen med nyt tøj. Markedskræfterne har vundet over min hjerne. Jeg er sgu en god forbruger, og selvom jeg for tiden ikke køber tøj, så køber jeg stadigvæk helt vildt mange kaffe latter og biografbilletter. Fordi jeg vil immervæk gerne leve livet, bruge mine penge og suge alle de dejlige ting mit samfund lokker mig med.

Jeg gider bare ikke købe lige så meget tøj som jeg har gjort indtil nu. Både fordi jeg ved at det alligevel ikke får mig til at ligne dem fra streetstylebloggene, men altså også fordi vi -på den ikke hippieagtige måde- altså kun har en lille bitte blå jord at gøre godt med. Det er det der gør deleøkonomi er så drønspændende. Hvis der er nogen som kender nogle bøger eller initiativer, så skal man lige sige til. Jeg vil gerne finde ud af hvordan jeg kan være en god og aktiv del af samfundet uden at skulle købe alt muligt crap, jeg i virkeligheden ikke har brug for.

Ps. Det her blogindlæg er vist ret naivt og garanteret heller ikke særlig korrekt. Verden er så stor og svær at forstå. Jeg føler mig altid som en på syv når jeg prøver.